Værelsestyper

Der findes mange forskellige værelsestyper. Hotellerne navngiver selv deres værelsestyper, og navnet på værelset er ikke nødvendigvis udtryk for hotellets standard/placering. Som samarbejdspartner har vi kontrakt på udvalgte værelsestyper, og du kan derfor ikke være sikker på at kunne finde alle hotellets værelsestyper i vores sortiment.

Økonomiværelse

Et soveværelse med enten dobbeltseng eller to enkeltsenge, bad/toilet. Disse værelser kan variere fra indkvarteringens øvrige værelser i forhold til faciliteter, indretning og størrelse. Denne type værelse er den billigste indkvarteringsmulighed, og dermed har værelserne også den ringeste placering på hotellet. Vi anbefaler altid at vælge et standardværelse.

Opredning

Vælger du et standardværelse eller et familieværelse, vil der ofte være opredninger til 3. og 4. person, der indkvarteres på værelset. Det betyder, at disse senge kan være mindre komfortable, og ved opredninger må det desuden forventes, at der er mindre gulvplads på værelset.

Enkeltværelse

Enkeltværelser kan være standardværelser, hvor der indkvarteres én person, og der vil ofte være et tillæg, da denne værelsestype som udgangspunkt er beregnet til min. to personer. I andre tilfælde kan et enkeltværelse være et mindre værelse – disse findes dog kun på få hoteller. Fælles for dem begge er, at der betales et tillæg for at bo alene.

1-værelses lejlighed / studio

Et sove-/opholdsrum med tekøkken, køleskab og enten dobbeltseng eller to enkeltsenge plus evt. opredninger. Lejlighedens specifikationer fremgår af hotelbeskrivelsen.

2-værelsers lejlighed

Stue-/opholdsrum med tekøkken, køleskab og et separat soveværelse med enten dobbeltseng eller to enkeltsenge, plus evt. opredninger. Disse opredninger vil ofte være i stuen på sofa/sovesofa. Lejlighedens specifikationer fremgår af hotelbeskrivelsen.

3-værelsers lejlighed

Stue-/opholdsrum med tekøkken, køleskab og to separate soveværelser med enten dobbeltseng eller to enkeltsenge plus evt. opredninger. Disse opredninger vil ofte være i stuen på sofa/sovesofa. Lejlighedens specifikationer fremgår af hotelbeskrivelsen.

Bungalow

Værelsestype som normalt ligger i mindre bygninger væk fra hotellets hovedbygning.

Duplex/Maisonette

Duplex- eller maisonette-værelser er i 2 plan forbundet med en indvendig trappe, oftest uden adskillelse mellem værelset i stuen og værelset på 1. sal, dvs. 1. sal ligger i åbent plan med stueetagen, og du kan således ikke regne med vægge eller døre til adskillelse mellem etagerne/rummene. Dertil vil 1. sal ofte være med lavt til loftet og skrå vægge.

Lejlighed

Bor du i lejlighed, så omfatter indkvarteringen som udgangspunkt ikke pension. Dog kan du langt de fleste steder købe morgenmad i restauranten. Skal du bo i en lejlighed under opholdet, er det en god idé selv at medbringe kaffe, -tragt, -filter, karklude, viskestykker, opvaskebørste, opvaskemiddel og evt. toiletpapir. På flere lejlighedskomplekser vil der være toiletpapir ved ankomsten, hvorefter dette er for egen regning.

De fleste lejligheder er udstyret med et tekøkken. Dette er ikke beregnet til egentlig madlavning. Tekøkkenet er oftest integreret i sove- eller opholdsrummet og består som oftest af 1-2 kogeplader, minikøleskab, vask og begrænset køkkenservice. Du kan således ikke regne med, at der findes samme udstyr som hjemme i dit eget køkken. Tekøkkenet er beregnet til at lave te/kaffe og tilberede fx morgenmad eller simple retter.